AGF vælger Combine som ny samarbejdspartner

AGF vælger Combine som ny samarbejdspartner

Combine skal levere en komplet ny e-handelsløsning til de hvi'e i Aarhus.

AGF har benyttet vinterpausen til at underskrive en ny samarbejdsaftale med Combine. Aftalen indebærer levering af en Sports Commerce løsning - en moderne e-handelsløsning til salg af både billetter og merchandise, hvilket AGF tidligere har haft adskilt i to butikker. Netop muligheden for at samle merchandise-salg og billetsalg i én og samme løsning, har været afgørende for det nye leverandørvalg.

- Vi er meget glade for den aftale, vi har indgået med Combine og ser frem til mange års godt samarbejde. Vi har valgt Combine som partner, fordi vi mener, at de på bedste vis kan løse fremtidens udfordringer med hensyn til både salg af billetter og merchandise i AGF. Forbrugernes købsadfærd har ændret sig markant i løbet af de seneste år – i dag køber folk i stigende grad, mens de er på farten både på mobil og tablet. Folk forventer et enkelt, flot og brugervenligt design, når de skal købe produkter, og de forventer, at man kan købe produkter, hvad enten man bruger sin computer, smartphone eller tablet. Denne forandring skal vi også kunne imødekomme overfor vores kunder, og netop derfor har vi valgt at indgå et samarbejde med Combine, siger Rasmus Alstrup, Marketingansvarlig, AGF Fodbold.

Med Sports Commerce får AGF mulighed for også at sælge billetter til andre arrangementer i NRGi Park & Arena, f.eks. koncerter, ungdomsturneringer, opvisninger osv., og fodboldklubben kan nedlægge en række andre systemer og leverandøraftaler, da Sports Commerce fremover dækker flere behov i forretningen som helhed. Bl.a. vil hosting, it drift samt support på løsningen fremover også ligge i Combine. 

- AGF er en meget spændende samarbejdspartner. Klubben er én af de absolut største i dansk fodbold, og de har et meget markant fokus på at forny klubben såvel sportsligt som forretningsmæssigt – og sidstnævnte bliver vi nu en vigtig del af. Klubben har nytænkende planer om at udnytte de digitale muligheder og derved skabe endnu bedre oplevelser for publikum både før, under og efter kampene, og denne udvikling glæder vi os meget til at deltage i, siger Peter Richardt, Forretningsudvikler, Combine.

Sportsklubber som AaB, Hobro IK, Aalborg Håndbold, Mors-Thy Håndbold, Team Tvis Holstebro og Aalborg Pirates er også Sports Commerce kunder ved Combine, som tilbyder samtlige sportsklubkunder at deltage i én fælles erfa-gruppe, der udveksler erfaringer og er med til at udvikle Sports Commerce, så løsningen også passer til klubbernes nye behov og ønsker i fremtiden.

- Combine er blandt de bedste indenfor e-handel, og derfor føler vi os trygge ved, at vi sammen kan gøre publikumsoplevelsen hos AGF endnu bedre i de kommende år, siger Rasmus Alstrup, Marketingansvarlig, AGF Fodbold.

AGF’s nye shop lanceres i slutningen af februar 2015.


...