Visning

Combine indgår UX-samarbejde med Aalborg Universitet

I løbet af de næste uger tages der hul på et helt nyt samarbejde mellem Combine og AAU. Omdrejningspunktet er sparring og vidensdeling fra begge lejre, og vil i første omgang favne uddannelserne Oplevelsesdesign og Interaktive Digitale Medier.

Hovedvægten i samarbejdet fokuserer på user-experience design og optimering af brugeroplevelsen i de digitale løsninger, som udvikles og leveres til Combines kunder.

Samarbejdet vil fremover være et fast bidrag til Combines designteam, med skærpet fokus på metodik og teknologiforståelse, og der næres store forventninger til det fremtidige samarbejde, og de løsninger det vil resultere i.

- Designsamarbejdet er et spændende projekt, som både vi og vores kundekreds har et stort fokus på, siger Lars Bojer Kanstrup, direktør i Combine. Vores designteam arbejder målrettet i spændingsfeltet mellem teknologi og mennesker, og ved at inddrage studerende med de nyeste tilgange og teoretiske fundament, tilfører vi ikke kun en vigtig indsigt til vores løsninger, vi anerkender også, at de studerende skaber relevant viden, som kan anvendes i vores daglige praksis.

En stor del af samarbejdet består ligeledes i den fortsatte udvikling af AAUs kuvøsemiljø, som er et arbejdsmarkedsparathedsinitiativ, der ligeledes muliggør en kontinuerlig relevanssikring. Helt konkret tager samarbejdet form ved deltagelse i en række mindre workshops og virksomhedsbesøg i Combines lokaler, hvor de studerende og medarbejdere hos Combine holder hinanden skarpe ved at søge og identificere hvilke uudnyttede potentialer, der måtte foreligge. Sidst er planen, at Combine bliver en aktiv medspiller på AAUs hjemmebane ved at bidrage med ressourcer som en del af undervisningen, så uddannelserne altid holder trit med de essentielle erhvervskompetencer.


...