VisitDenmark vælger Combine

VisitDenmark vælger Combine

Til sommer kan turister booke oplevelser i Danmark gennem én samlet webløsning, som dækker aktiviteter i hele landet. Combine skal stå for udvikling af løsningen.

Når turister fremover tager til Danmark, skal de ikke længere lede på en række forskellige websites for at finde frem til færdigpakkede cykelture med overnatning, sejlture med den lokale fiskekutter, entrébilletter til museer og forlystelsesparker eller andre typer oplevelser, som kan bookes online.

I sommeren 2015 bliver alle oplevelser, som kan bookes på nettet, nemlig samlet i en fælles webløsning, som Combine efter et EU-udbud har fået til opgave at stå for. Combines bookingsystem benyttes allerede på flere destinationer rundt omkring i Danmark, og der er stor erfaring at bygge videre på.

- Vi glæder os til at videreudvikle vores oplevelsesbooking til en national løsning, der gør det nemmere for turisterne at orientere sig og booke oplevelser i Danmark, siger Jakob Norgaard Mortensen, Kommerciel Direktør fra Combine. 

Det er en del af regeringens vækstplan for dansk turisme at gøre Danmarks små som store oplevelsestilbud inden for kultur, natur og friluftsliv synlige og tilgængelige på en digital platform, så udenlandske turister nemt kan finde og booke oplevelser enten hjemmefra eller via en mobil app på destinationen. 
Projektledelsen er forankret i VisitDenmark, mens oplevelsestilbuddene pakketeres og håndteres af de lokale destinationer. Projektet blev sendt i EU-udbud i september.

- Vi glæder os til samarbejdet med Combine, som vi er overbeviste om er den rigtige leverandør til at løfte opgaven. Samtidig håber vi, at endnu flere destinationer når at gøre deres oplevelser bookbare på nettet, så turisterne får et stort og varieret udbud fra hele Danmark at vælge mellem, siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen, VisitDenmark.

En stor del af de danske destinationer er allerede i gang med at indføre bookingsystemer. Nogle af løsningerne er udviklet af Combine, andre er udviklet af andre leverandører. Den nye nationale webløsning kommer til at bygge oven på disse systemer og vil dermed fungere som en paraply for både eksisterende og fremtidige systemer. Der er således ikke noget krav til destinationerne om at bruge Combine for at blive en del af det nationale system.


...